Brønshøj Sommerjazz

Brønshøj Sommerjazz er en årligt tilbagevendende begivenhed, som finder sted i hjertet af Brønshøj. 

Festivalen er en del af Copenhagen Jazz Festival og præsenterer hvert år 10-15 orkestre, der spiller musik over en bred palette lige fra global rootsmusik til inderlig vokaljazz. For os er det vigtigt at kvaliteten er i top og at fællesskabet er stærkt.

Brønshøj Sommerjazz laver mange koncerter og aktiviteter for børn. Det ligger os på sinde at lave gode kvalitetsoplevelser for børn og deres voksne, for vi ved, hvor meget det betyder for børns trivsel, at de har adgang til gode kreative oplevelser, der stimulerer deres fantasi.

Festivalen består på grundlag af en lang række fonde, kommunal og statslig kulturstøtte og lokale samarbejder. Særligt har vi et godt samarbejde med BRØK og Brønshøj Husum Lokaludvalg. Dertil bakkes festivalen op af ca. 75 frivillige, der nyder fællesskabet og musikken under festivalen. Skal du være en del af fællesskabet, kan du altid skrive til frivillig@bronshojsommerjazz.dk

Under festivalen er det altid muligt at nyde en kold øl, en god kop kaffe og en lækker bid mad fra lokalområdet. Husk at du bidrager til musikken, når du køber din billet, og når du besøger vores boder. Brønshøj Sommerjazz er ikke en kommerciel virksomhed og har ikke en økonomisk gevinst, men vi betaler naturligvis alle kunstnere og ansatte professionel løn.

Vi er arbejder hårdt på at være en bæredygtig festival. Vi befinder os på en smuk grøn plet midt i Københavns forhave, hvad enten vi er ved Vandtårnet eller på plænen ved Brønshøj Torv, og vi passer godt på naturen, som vi låner. Vi og vores gæster sorterer affald, vi bruger lokale leverandører og vi er opkoblet til fast strøm. Med scenen som vores største strømsluger, har vi et væsentligt mindre CO2 forbrug per gæst, end I ville have hver især, hvis I var derhjemme.

Vi har ligeledes fokus på at være socialt ansvarlige, og vi tilbyder et inkluderende og rummeligt frivilligfællesskab. Vi kombinerer gratiskoncerter med billige billetter, og forsøger at skabe nogle festivalrammer, som rummer de fleste. Desuden fremmer vi kulturel mangfoldighed både på scenen og blandt publikum, og vi gør os umage for at inddrage forskellige befolkningsgrupper i bydelen bl.a. gennem vores satellitkoncert i Tingbjerg og vores diverse program.

Se alle vores samarbejdspartnere nedenfor.